Hvad er det lige børnemusikken kan?
“Min 5-årige søn gider ikke høre børnemusik – det er kedeligt!”
Efter et have afholdt koncert og foredrag om børn og musik, kom jeg i snak med en mor til en dreng på 5år. Hun fortalte, at hendes søn ikke længere gad høre børnemusik og at han nu kun lyttede til voksenmusik. Jeg må indrømme, at det gjorde indtryk, og jeg blev vel også noget paf.
Selvfølgelig er det helt fint, at børn lytter til voksenmusik, men det bør ikke erstatte børns egen musik og kultur.
For børnemusik er mere end bare underholdning. Det er musik skabt til børns verden – med tekster, melodier og lege, der støtter deres udvikling. Det er musik der styrker motorik, fantasi og sociale kompetencer, samtidig med at det giver børn en følelse af fællesskab og glæde.
Hvorfor skal børn på 5år kun lytte til sange om voksenlivets komplekse emner, som de ikke har en chance for at forstå, når de kan opleve musik, der lærer dem om fællesskab, samarbejde og styrker deres sprog og kreativitet?
Som børnemusiker arbejder jeg dagligt hårdt på at skabe sange og oplevelser, der både giver glæde og fremmer udvikling. Børnekultur er nemlig en gave, der giver børn værdifulde redskaber og livslange minder, der bl.a. kan være med til at styrke selvværd og selvtillid.
I forhold til overskriften vil nogen måske mene: “jamen – I børnemusikere må da bare lave noget musik, der ikke er kedeligt!. Og Ja, det skal vi også lægge os i selen for at gøre.
Men det er også vigtigt, at vi som voksne hjælper vores børn med at finde balancen i deres børnsmusikvalg. Det er fint, at børn lytter til voksenmusik – det kan være en god måde at introducere dem til nye genrer. Men de skal også høre musik, der er tilpasset deres alder og udvikling, så de ikke går glip af alt det, som børnemusikken kan tilbyde.
Efter en god snak om børnemusikkens fordele sagde moderen: “Tænker, vi skal hjem og høre noget mere børnemusik! 😊
